Back to start

Fra Heggetvedts kirkehistorie:

(Er det noen som kan oversette eller lage at utdrag av denne teksten til engelsk ?!!!)

Paa Thoten virkede i denne Tid et par Lægmænd, som i Korthed bør omtales. Det var Brødrene Peder og Rasmus Amlien. Den ældste af disse var Peder, blev født 30. Marts 1780 paa Gaarden Dotseth i Eina Anneks til vestre Thoten Præstegjæld. Han var Søn af Gaardbruge Thomas Elensen og Hustru Johanne Marie Rasmusdatter. De sad i trange Kaar, da Faderen ikke sjelden drak, hvilket dengang var meget almindeligt. Hans moder omtales som en «snil og brav Kvinde», der rimelig har været hans»bedste lærer». Om Peders Oppdragelse og Livet hjemme vides intet; med hans Skolegang var det yderst skrøbeligt. Hauge reiste gjennem bygda antagelig 1801 og holdt Ophyggelse paa Gaarden Kjølveien, hvor Peder blev vakt. Nogle aar senere kjøpte han Gaardene Amlien paa Einastranden og giftet sig med Kjersti Løken fra Opdalen i Lynner Anneks til Jevnaker. Hun var en driftig og dygtig, men skarp, fritalende, stræng Kvinde, iflere henseender temmelig paaholdende. Her boede Peder hele sit Liv, til han tog Føderaad, og blev anseet som en iverig og dygtig Gardbruger,der nød megen Agtelse blandt sine Omgivelser; alle Dage havde han en god Helbred. Hans aandelige Liv udvikledes forholdsvis rolig og jevnt. Guds or blevflittig brugt og Husandagt i Regelen afholdt. Han deltog især i yngre Dage i Opbyggelserne med Bøn og Formaningstale. Ofte kom han som ældre ned til sin Broder Rasmus og havde gjerne L. Hofackers Postille med sig; de læste da Teksten i denne Prædikenbog, bad sammen og samtalede ofte med hinanden om aanderlige Ting. Peder Amlien var jevnlig meget bekymret for de kommende Tider og formanede hyppig yngre Kristne til Bestandighed i den erkjendte Sanhed, idet han gjerne anførte Pauli Ord til Efeserne Ap.G. 20.30: «Blandt Eder selv skal der fremstaa Mænd, som fører forvendt Tale for at lokke Discipleneefter sig». - Han var gjæstfri og vennekjær, men havde i sit Hjem flere Hindringer at overvinde. I det daglige Liv faldt det let for ham at tale med Folk om aandelige Ting. Han havde sine Feil, men kjæmpede mod dem medde rette Vaaben. - Da den Gamle ophørte at drive sin Eiendom og blev Vilkaarsmand, fik han en Tid daarligt Tilsyn. Tilsidst kom Oldingen til en Gaard i Annekset Kolbu og nød her bedre Pleie. Paa dette Sted døde han 13. Januar 1876 af Alderdomssvaghed efter i de sidste Aar at have holdt Sengen. Han ligger begravet ved Aas Kirke ; en Mindestenviser Stedet. Peder Amlien var vissnok nærmest en praktisk, rolig men ikke megetkritisk Mand, - liden av Vekst, stærkbygget, med et mildt, alvorligt Aasyn. Viljen var mest fremtrædende.

Af hans otte Børn blev to mere bekjendte. Thomas Amlie, født 1815, tog Eksamen uden Forberedelse i December 1841 ved Asker Semenarium med «meget godt» i Hovedkarakter baade for den theoretiske og praktiske Prøve. Han drev stor Garn- og Broderiforretning i Christiania, senere Hvalfangst. Han var tro mot de haugianske Traditioner og en varm ven af Biskop Schreuder og hans Mission. Den 3. April 1897 tog han med eget Skib til Island for at se til it Etablissement der; i en Orkan gik baade Fartøiet og hele Besetningen tilbunds mellom Færøerne og Bestemmelsesstedet, antagelig 6. April. Hustruen var en Datter af Ole Svanøe. En yngre Broder, Peder Amlie, drev drev Kjøbmandsforretning i Haugesund. Han blev født i 1830, virkede fra 1854 dom Lægpredikant, udgav 1872 «Nogle Ord om de nye og gamle Arbeidere i Herrens Vigaard» og 1876 «Betraktninger over Forskjellen mellem den nyevangelsk.rosenianske Lære som hans (Rosenius’s) Venner bekjender sig til og den evangelsik-lutherske Lære, som H.N.Hages Venner bekjender sig til». Gjennom disse Bøger og sin Lægmandsvirksomhed dannede han et lidet Parti; de er strænge, meget loviske i sin Kristendomsopfatning, stille og alvorlige i sit Liv, flittige Kirkegjengere og holder urokkelig fast ved den vangelisk-lutherske Lære og de statskirkelige Former. De bekjæmper den lønnede Lægmandsvirksomhed, Rosenius’s Lære og nyere Lærebøger, er imod verdslige Fag i Skolen og Landstads Salmebog. Foruden Bibelen i dens ældre Udgaver holder de fast ved Luthers, Arndts, Scrivers, Speners, Franckes, Pontoppidans og H.N.Hauges Skrifter. De søger at hævde den ældre Haugianisme mod «alle nyere Forvanskniger» Retningen svinder mere og mere ind. Peder Amlie er død før 1903, visstnok flere aar tidligere.

Rasmus Thomassen Amlien blev født den 26. September 1785 paa Gaarden Dotseth i Eina Sogn, en Sønn af Gaardbruger Thomas Elensen og Hustru Johanne Marie Ramusdatter. Om hans Foreldre , Livet i Hjemmet, Opdragelse og Skolegang henvises til det lille, som foran er sagt herom under Omtalen af Broderen, Peder Thomassen Amlien. De Kundskaber, han ervervedes sig, var yderst tarvelige; men han havde dog lært saa meget, at han vidste, det var godt at «blive salig». Det var Folketro i hin Tid, at man under et «Gjøgetræ» kunde faa sit kjæreste Ønske opfyldt. Og da den lille Gut endelig fikk sig ind til en Gran hvor Gjøgen sat og gol, var han ikke sen om at ønske, at han «maatte blive salig, naar han døde», - en Beggjæring, som han visselig ved Guds store Barmhjertighedengang fik oppfyldt. - «Han blev konfirmeret ved Aas Kirke den 6. Oktober 1800 af daværende res. Kap Finckenhagen; men den hellige Handling har vistnok ikke gjort noget dybere Indtryk paa ham, og den Dødens Ro, som i hin Tid hvilede over den protestantiske Kristenhed, tillot ikke den svage Livsgnist, som muligens fantes i han Hjerte, at slaa ud». Og som der ikke sporedes nogen større Vækkelse i hans Fødeegn,saaledes vidste han selv heller ikke af nogen voldsomt gjennembrud. Han var tvertimod en af dem, der ved at høre paa de enfoldige og trohjertige Vidnesbyrd, som ble aflagte af Hauges Venner, langsomt, men sikkert kjempede sig fem til et inderligt, hjertefromt Trosliv, om det end selvfølgelig i flere henseender maa siges, at det dengang havde et mere gammeltestamentlig Præg end ønskeligt kunde være. Hans nys omtalte ældre Broder Peder øvde ikke liden Indflytelse paa ham i denne Tid; og omkring 1805 kom han til et mere bevisst Kristenliv og lærte nu ret at forstaa og benytte « Nøglen til Guds Faderhjerte», Bønnen i Jesu Navn. Denne fikk han ogsaa rigelig Brug for under alle Livests Forhold. Da han i 1814 var med i Slaget ved «Onstad Sund» var hans ugudelige Kammerater saare angst og bange; men han bad inderlig til Gud, gik saa trøstig til sin Gjerning og kjæmpede som en modig og tapper Soldat for sit Fædreland. «Hans Sidemand faldt».

Han kjøbte Amlien, Nabogaarden til sin Broders Eiendom. Efter Raadførsel med de bekjendte haugianere Ole og Helene Aaserud giftede han sig omkring 1815 med Kari Engebretsdatter Bøvolden fra nordre Hedemarken. Hun omtales som en kjærlig og hjælpsom Kvinde, snil mod Tjenerne og andre. Som Moder var hun omhyggelig, sagtmodig samt udviste under al sin Færd et tækkeligt Forhold og kunde omgaaes Folk paa en tiltalende Maade; hvilket visstnok i nogen Grad skrev sig fra, at hun i sin Ungdom havde tjent i et bedre Hus. Som Hustru var hun kjærlig og dyktig, huslig og nøisom samt eiede en egen Evne til at gjøre Hjemmet «koseligt». Derfor levede hun et inderligt og mønsterværdigt Samliv med sin Mand - Husandagt holdt Rasmus ofte, om end ikke til hver dag. Derimod læste han altid om Søndagene Teksten, som han indledede og afsluttede med Bøn og Sang. Sine Børn opdrog de paa en god og kristelig Maade; navnlig kunde han tugte sindig og forstandig. Deres Børn artede sig vel, og flerer kom til Liv i Gud. Et Par af dem var engang med Maria Øveren paa Næs paa Hedemarken en tur til Valdres; de bad og sang, medens hun «talte til Oppbyggelse». Provst Wefring skriver i sine Erindringer om en Reise i 1836 gjennom denne Egn:

«Paa Amliestranden havde vi nogle Oppbyggelser. Der traf vi to Brødre, Rasmus og Peder Amlie, der begge var ældre Kristne. Hos den begge raa dede et kristligt Familieliv. Deres Børn blev i en yngre Alder paavirkede af den Vækkelse, der berørte en større Del af Amliestranden. Der var i hin Kreds i de Dage et hjerte og en Sjæl. Samfundsglæden i herren egedes i hver Sjæl, som sluttede sig til de Troende. Rasmus Amlie Kjæmpede - fortalte han mig - i længre Tid under Anfægtelse og Tvil, ikke om Sandheden af Guds Ord, men om sin Tilegnelse af samme. Kristendommen stod mere for ham som en Fordring end en Naadegave; men saa fik han Anledning til at gjøre sig bekjendt med Luthers Skrifter og, forsaavidt jeg erindrer, især med Luthers Udlæggelse af Galaterbrevet. Ved at føres ind i Apstlenes Lære og Retfærdiggjørelsen af Troen aabenbaredes han Øine for den frie Naade i Kristo, og han følte, at det nu gjaldt for ham at modtage og tilegne sig hvad han før havde villet erhverve ved egen Kraft. Han ble herover saa sjæleglad, at han forrige Mørke svandt; han saa nu Menneskeheden og den gamle Tilværelse i et andet Lys, idet det gik op for ham at Kristus var en Frelser for den gamle Verden, og at det kun gjaldt at komme til ham i Omvendels og Tro».

Denne fuldere evangeliske Erkjendelse blev hans Sjæls Eiendom omkring 1820. Han holdt ofte Opbyggelse baade i sit eget Hus og hos andre, visstnok allerede fra 1815. Fremgangsmaaden ved saadanne Leiligheder var den sædevanlige haugianske med Formaningstale ud fra et Salmevers, Bibelsprog eller et Ord fra Børnelærdommen. Ofte læste han først en Prædiken af Luther, Francke,Spener Pontoppidan etc. Ligefrem Udlæggelse af Guds Ord befattede han sig ikke med. Hans Taler var Klare, overbrvisende og alsidige, rige paa kristelig Erfaring og tog hensyn til alle Stadier paa Livets Vei. De var baade vækkende, dog mest henvendte til Samvittigheden og Viljen, mindre til Følelsen og Fantasien. Han holdt ogsaa hyppig Opbyggelser i Biridalen, Torpen, Land, Hadeland, Hedemarken og flere andre Steder. Ofte besøgte han Bredtvedt, baade medens H.N.Hauge levde og senere. Om hans aandelige Liv har Samtidige sagt, at det i Regelen var jevnt og rolig, skjønt det nok af og til ogsaa var temmelig tungt for ham. Herom kan det neppe være nogen Tvil, «naar man ved, at han var en karakterfat, tænksom og alvorlig kristelig Personlighed, der stod fjernt fra vor Tids lette, løse og leflende Væsen». I sit jordiske Kald var Amlien meget flittig og dyktig. I hvilestunderne eller om Kvelden tog han i Regelen et kristeligt Skrift, ofte Salmebogen og istemte en af de gamle, troesstærke og kjærnefulde Salmer, ligesom han ganske vist stadig omgikkes med sin Gud i Bøn. «Hvo Haanden begynte at lægge paa Plogen» - nynnede han ofte eller fremsagde. Da han blev ældre, hørte man hyppig disse Ord: «Gud hjælpe mig arme, gamle Synder!»

Han førte stedse en alvorlig og aarvaagen Kamp mod sine Saligheds Fiender; baade hans Syndserkjendelse og Naadetilegnelse blev dybere og inderligere, fuldere og helere for hvert Aar. Derfor voksede han i Naade og vor Herres Jesu Kristi Kundskab. I sin Vandel lagde Amlien for Dagen stor Forsiktighed og vandt særdeles megen Tillid i hele Bygden. Derimod er intett bekjendt om nogen fremtredende Feil, som voldte Sorg blandt Venner eller gav Verden Anledning til Forargelse. Forholdet til Trosbrødre var «særdeles godt». I hele sin Færd optraadte han som en sindig oog sagtmodig Mand, der søgte at undgaa alt som kunde volde Splid. Hans Hus var da ogsaa et sjeldent Vennehjem, hvor troende Brødre fra nær og fjern gjerne og ofte samledes til fælles Hygge og Oppbyggelse. Af disse kan nævnes: Lars Tjødlingen, Danie Arnesen, Ole Simonsen Berg, Jens Johnsgaard, Ole Mjelva, Ole Aaserud, Anders Haave, Anders Redal, Mads Wefring, Hans Ekeren og mange flere - Som Haugianer i Alminnelighed var han en flittig Kirkegjænger og Nadverdgjæst og stod idethele i et godt Forhold tilPresterne; men dette hindrede ikke, at han ved given Leilighed aabent og ligefrem sagde dem sin Mening lig ud. En gang fortalte Provst M.: Naar jeg er træt og tung til Sinds,tager jeg Violinen; det er saa «oppmuntrende!» --»Tror Provsten, at det kan trøste ham i Døden ogsaa da?» spurgte Amlien, der var vant til at prøve alt paa Evighedens Vægtskaal.

Paa sine gamle Dage var han sygelig og maatte tidt søge Læge; det var Astma, som plagede mest. Omtrent 10 Aar før sin Død havde han Hjernebetendelse. Forøvrigt var han oppe undtagen de tre sidste Dage. Han følte sig da yderst træt. Som han sad der lidende og svag, sagde Svigerdatteren: «Vil De, at jeg skal synge for Eder?» «Ja syng den Salmen: «ET hellig Liv, en salig Død !» svarede han. «Er De istand til at bede til Gud da, Far?» sagde hun.»Aa jeg har bedt», svarede den Gamle. Deretter lagde han sig paa Sengen;Aandedrettet blev svagere og svagere, og tilsidst kom Pusten hanske bort, - han havde vandret hjem. Det var 25. April 1872; han blev 86 Aar og 7 Maaneder gammel. Hustruen døde allerede 31. Oktober 1859.

Rasmus Amlien var stor og stærkbygget, en Kjæmpe paa mindst 72 Tommer. Der laa et alvorligt, tungsindigt Drag over det aabne, ærlihe Ansigt. Han var altid rolig og sindig, have klar Forstand og god Dømmekraft. I flere Aar fungerede han som Medlem af Formandskabet og eiede kritisk Sands nok til først at undersøge en Ting eller Sag, sør han bestemte sig for eller imod. Forstand og Vilje var mest fremtredende og blev ogsaa mest taget Sigte paa under al hans Virksomhed. Amliens kristelige og kirkelige Standpunkt var ægte luthersk med haugiansk Tilsnit. «Jeg holder mig til den ægte lutherske Religion», sagde han oftere. Da Rosenius’s Skrifter blev kjendt, faldt de ikke i den Gamles Smag; de gik noget anden Vei, end han var vant til. Derfor holdt han sig til Luther of «Fædrene». De nye Lærebøger for Folkeskolen syntes han heller ikke synderlig om. Mod Læreren i Kredsen var han meget venlig, skjønt ofte uenig med ham.